Sikkerhed og færdsel på Ordrupdal og i Dyrehaven
Det er vigtigt, at rammerne for alle på Ordrupdal er så trygge som overhovedet muligt. Derfor er det nødvendigt, at vi har fokus på sikkerheden i klubben. Her kan du læse, hvordan vi forventer, at du færdes med din hest på Ordrupdal og i det omkringliggende terræn, så vi alle kan færdes trygt og sikkert og nyde samværet med vores heste.
Klubbens faciliteter generelt
Krav:
- Alle bærer godkendt ridehjelm under ridning!
- Alle bærer sikkerhedsmæssigt korrekt fodtøj under ridning og håndtering af hesten.
- Heste må kun bindes ved brug af karabinhagerne - intet andet.
- Det er forbudt at fastgøre sig til hesten ved f.eks. at vikle et træktov rundt om hånden eller livet.
- Det er forbudt at føre en hest uden trense eller træktov.
- Det er forbudt at råbe i nærheden af hesten eller på gårdspladsen.
- Det er forbudt at rykker/flå/save hesten i munden med biddet.
- Det er forbudt at anvende pisk ud over til almindelig korrektion.
- Fodring af hest efter tur skal ske afsides, så der ikke opstår problemer i relation til øvrige heste.
- Godbidder gives diskret og under hensyntagen til øvrige heste.
Anbefalinger:
- Alle over 10 år kan færdes alene på Ordrupdal. Vi anbefaler, at forældre tager aktivt del i børnenes liv og færden på Ordrupdal, og henstiller til at forældre følger aktivt med i opslag i medlemsgruppen på Facebook samt på Ordrupdals hjemmeside.
Stald
Krav:
- Heste på opbindings-/striglepladser må ikke stå uden opsyn.
- Er staldgangen mindre en 2 meter bred, er det for farligt at lade to heste passere hinanden.
- Staldgangen må ikke bruges til opbevaring af redskaber, striglekasser m.v.
- Heste må ikke være løse på staldgangen.
- Sandaler og andet åbent fodtøj må ikke benyttes i stalden.
- Løb og råben er ikke tilladt i stalden, da dette kan være medvirkende til at starte en ulykke.
- Ingen løse hunde i stalden, da det kan være medvirkende til at starte en ulykke.
Ridehus/ridebane
Krav:
- Alle rider med sikkerhedsgodkendt ridehjelm!
- Alle rider med fodtøj beregnet til ridning, dvs. med en glat/let rillet sål, en lille hæl og uden snører, der kan hænge fast i bøjlen.
- I selve ridehuset og på selve ridebanen er der adgang forbudt for andre personer end ryttere, undervisere og evt. trækkere.
Anbefaling:
- Alle under 18 år benytter sikkerhedsvest ved springning
- Mobiltelefon bør ikke benyttes under ridning.
Specifikt for springning:
Krav:
- Der må ikke springes på tøltbanen.
- Der springes altid enkeltvis.
- Børn under 14 år må kun springe under vejledning af rideerfaren voksen over 18 år.
Specifikt for løsspringning:
Krav:
- Minimumalder: 14 år
- Børn under 14 år må kun løsspringe sammen med rideerfaren voksen over 18
år.
Anbefaling:
- Løsspringning bør foregå i ridehuset.
Specifikt for longering:
Krav:
- Minimumsalder: 12 år
- Børn under 12 år må kun.longere sammen med rideerfaren voksen over 18 år.
Anbefaling:
- Det anbefales, at børn under 12 år modtager vejledning inden longering.
Ridning i Dyrehaven
Krav:
- Børn skal være minimum 12 år, før de færdes alene i skoven til hest i henhold til alm. regler for færdsel i skov (defineret af Naturstyrelsen).
- Alle rider med sikkerhedsgodkendt ridehjelm.
- Alle rider med fodtøj beregnet til ridning, dvs. som har en glat/let rillet sål, en lille hæl og uden snører, der kan hænge fast i bøjlen.
- Færdselsloven overholdes og alle er forpligtet til at vise hensyn til andre trafikanter
- Giv tegn i god tid, når du skal krydse en vej, så andre ryttere og trafikanter er forberedt på, hvad du vil gøre.
- Hold samling på gruppen, hvis I rider flere ud sammen. Kryds vejen samtidigt. Lad aldrig heste vente på hinanden på hver sin side af vejen. Heste er flokdyr, og i værste fald kan en ventende hest løbe efter de heste, som allerede er kommet over vejen.
- Kryds altid vejen, hvor der er fuld oversigt - og f.eks. aldrig før et sving.
- Når du rider i lygtetændingstiden, skal du have en lygte på dit venstre ben. Lygten skal lyse hvidt fremad og rødt bagud og være synlig på mindst 150 meters afstand. Hesten skal have refleksbånd på alle 4 ben. Refleksbåndene skal være mindst 5 cm brede. Du kan blive ekstra synlig ved selv at tage en refleks/diodevest på og give hesten!et lyst dækken på, evt. med påsyede refleksbånd.
I øvrigt henvises til gældende regler for ridning i Dyrehaven, som findes på: www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Aktiv/Ridning/Hovedstaden/
Fold
Krav:
- Børn skal være minimum 130 cm/10 år, for at hente heste på folde.
- Alle, der henter heste på fold, skal være iført egnet fodtøj, og aldrig åbne sko/sandaler.
- Heste der føres på fold, skal som minimum føres i grime og træktov.
- Fører flere personer heste ud på samme tid, må der først slippes fri, når alle er klar.
Anbefaling:
- Børn bør bære ridehjelm ved alle situationer, hvor der håndteres heste, og dermed også, når heste hentes på fold.
Når ulykken sker
o Stands ulykken !
o Giv livreddende førstehjælp !
o Tilkald den nødvendige hjælp !
o Bliv ved den tilskadekomne indtil hjælpen er kommet.
Ordrupdal mobil: 27507535. GPS Ordrupdal.
Alle ulykker i klubben evalueres med henblik på fremtidig forebyggelse og eventuelle ændringer i klubbens sikkerhedsvejledning.
Vi ønsker alle god fornøjelse på Ordrupdal