Velkommen til Ordrupdal Rideklub – tilmelding til rideskolehold
Vi elsker vores heste på OD og har et program til at passe godt på dem. Når du rider hos os, er du en del at dette program. Derfor er der en række ting, du skal vide som elev.
Før ridetimen
Du ankommer en halv time før undervisningens start, er afslappet og har lyst til at være sammen med dagens hest. Du møder hesten på fold eller boks, lægger grime på og trækker den på gårdspladsen, hvor du binder. Hesten spotter hurtigt dit humør, din interesse for den, herunder hvis du er bange for den.
Du snakker med hesten, mens du strigler og renser hove – hvilket er obligatorisk før ridning. Du lægger sadel og hovedtøj på. Har hesten lagt en pære eller griset på striglepladsen, lægger du pærerne i trillebøren på gårdspladsen og fejer efter dig.
Når din hest er korrekt opsadlet, trækker du den til ridehus, ridebane eller afventer undervisers OK
Underviser vil sammen med dig kontrollere at sadel, trense og gjord er korrekt påsat og efterspændt, før ridningen påbegyndes.
Heste er levende væsener og kan ligesom os have gode dage, og ind imellem mindre gode dage. Når du rider på et af vores hold, kan hestens eller måske rytterens dagsform godt påvirke resten af holdet, så ambitionsniveauet for dagens ridning må tilpasses. Dette er alene underviserens beslutning at tilpasse niveauet.
Efter ridetimen
Når rideundervisningen er slut, skal du regne med at bruge cirka en halv time på at sadle af og sørge for din hest. Du skal huske at strigle og rense hove igen og aflevere hesten på fold eller boks.
Hvis din hest er svedig, skal den gerne have mulighed for at rulle sig i ridehuset eller på ridebanen. Spørg din underviser, hvor den kan rulle sig.
Du må gerne give hesten et æble i mindre bidder eller en gulerod efter ridning, men ikke undervejs i ridningen.
Før du hænger sadel og hovedtøj på plads, skal biddet vaskes ved vandposten på gårdspladsen. Er sadelunderlaget vådt, skal det hænges til tørre på de øverste knager i saddelrummet.
Grime og træktov skal hænges på plads efter brug og strigler renses for hår. Det er tilladt at bruge egne strigler, hvis du kun bruger dem til ODs heste.
Grib en kost, hvis du ser, at gårdspladsen eller staldgangen trænger. Det er vores fælles ansvar at holde rideskolen ren og pæn.
Sig farvel til dine holdkammerater og tak for i dag til din underviser, inden du går, så hun eller han ved, at du forlader området.
Er der noget, du er i tvivl om, eller hvis du har spørgsmål til undervisningen eller rideskolen skal du endelig bare spørge din underviser. Det er vigtigt for os, at du er tryg og glad for at gå til ridning på Ordrupdal, og at du føler, du lærer noget på vores hold uanset din rideerfaring.
Sådan bliver du medlem
Alle med daglig gang på Ordrupdal skal være medlem af klubben. Derfor skal du først betale medlemskontingent, før du kan tilmelde dig et hold. Start med at oprette en medlemsprofil i feltet nederst i venstre hjørne, log derefter på din profil og tilmeld/betal for dit medlemskontingent og ridehold.
Når du har betalt for dit hold første gang, vil de efterfølgende træk automatisk blive foretaget hver måned på de indtastede kontooplysninger. Husk at ændre kontooplysninger, hvis du får nyt betalingskort.
Hvis du får plads på et hold:
For at ride på Ordrupdal skal du har sikkerhedshensyn anvende:
1. Ridehjelm. Du kan låne ridehjelm hos os første gang, du rider, men vi anbefaler at du køber din egen, så den passer godt.
2. Støvler med hæl, så din fod ikke ryger igennem stigbøjlerne,
3. Sikkerhedsvest anbefales. Det er et krav hvis du skal springe.
Bemærk
Alle kan lære at ride islandsk hest, men af hensyn til hestene må du ikke veje over 80 kg.
Når man starter på et ridehold på Ordrupdal, har både du og vi en måneds prøvetid, hvor du skal finde ud af, om du ønsker at fortsætte på holdet, og samtidig vil din underviser vurdere, om niveauet på holdet passer til dig. I sjældne tilfælde kan underviseren vurdere, at du ikke kan fortsætte efter prøveperioden. Hvis dette skulle ske, vil du få en udførlig begrundelse og skal kun betale for den første måned.
Vi glæder os til at møde dig!
De bedste hilsner
Ordrupdal Rideklub