Guide til rideskoleelever

På Ordrupdal elsker vi vores rideskoleheste og har et program til at passe godt på dem. Når du rider hos os, er du en del at dette program. Derfor er der en række ting, du skal vide som elev. Læs med her.

  • Du ankommer en halv time før undervisningens start, er afslappet og har lyst til at være sammen med dagens hest. Du møder hesten på folden eller i boksen, lægger grime på og trækker den på gårdspladsen, hvor du binder den. Hesten mærker hurtigt dit humør og din interesse for den, også hvis du er bange for den.
  • Du snakker med hesten, mens du strigler og renser hove – det er obligatorisk før ridning. Du lægger sadel og hovedtøj på. Har hesten lagt en pære eller griset på striglepladsen, lægger du pærerne i trillebøren på gårdspladsen og fejer efter dig.
  • Når din hest er korrekt opsadlet, trækker du den til ridehus, ridebane eller afventer undervisers OK. Underviser vil sammen med dig kontrollere, at sadel, trense og gjord er korrekt påsat og efterspændt, før du stiger op.
  • Heste er levende væsener og kan ligesom os have gode dage og indimellem mindre gode dage. Når du rider på et af vores hold, kan hestens eller måske rytterens dagsform godt påvirke resten af holdet, så ambitionsniveauet for dagens ridning må tilpasses. Dette er alene underviserens beslutning at tilpasse niveauet.   
  • Når rideundervisningen er slut, skal du regne med at bruge cirka en halv time på at sadle af og sørge for din hest. Du skal huske at rense hove igen, hvis hesten har været i skoven, og aflevere hesten på folden eller i boksen.
  • Hvis din hest er svedig, skal den gerne have mulighed for at rulle sig i ridehuset eller på ridebanen. Spørg din underviser, hvor den kan rulle sig. 
  • Du må gerne give hesten et æble i mindre bidder eller en gulerod efter ridning, men ikke undervejs i ridningen. 
  • Før du hænger sadel og hovedtøj på plads, skal biddet vaskes ved vandposten på gårdspladsen. Er sadelunderlaget vådt, skal det hænges til tørre på de øverste knager i saddelrummet.
  • Grime og træktov skal hænges på plads efter brug, og strigler renses for hår. Det er tilladt at bruge egne strigler, hvis du kun bruger dem til Ordrupdals heste.
  • Grib en kost, hvis du ser, at gårdspladsen eller staldgangen trænger. Det er vores fælles ansvar at holde rideskolen ren og pæn.
  • Sig farvel til dine holdkammerater og tak for i dag til din underviser, inden du går, så hun eller han ved, at du forlader området.

Når man starter på et ridehold på Ordrupdal, har både du og vi en måneds prøvetid, hvor du skal finde ud af, om du ønsker at fortsætte på det pågældende hold, og samtidig vil din underviser vurdere, om niveauet på holdet passer til dig. 
I yderst sjældne tilfælde kan underviseren vurdere, at du ikke kan fortsætte efter prøveperioden af den ene eller anden grund. Hvis dette skulle ske, vil du få en udførlig begrundelse og skal kun betale for den første måned.

Er der noget, du er i tvivl om, eller hvis du har spørgsmål til undervisningen eller rideskolen, skal du endelig bare spørge din underviser. Det er vigtigt for os, at du er tryg og glad for at gå til ridning på Ordrupdal, og at du føler, du lærer noget på vores hold uanset din rideerfaring.